Forfængelighed og andre svage argumenter

Ser mit hoved stort ud med denne hjelm på?
DCF og Sikkertrafik.dk påstår at forfængelighed er en stor grund til at folk herhjemme ikke bærer cykelhjelm. De oplyser desværre ikke hvilken undersøgelse de bruger for at bevise det.

Måske er der andre grunde. Måske er der mange mennesker, som ikke bryder sig om den slags indblanding i deres privatliv, eller måske findes der mennesker, som har været på nettet for at finde mere grundige svar om cykelhjelmens effektivitet og virkning.

At antyde, at 89% af danske cyklister er forfængelige, fordi de ikke bærer cykelhjelm, er lige lovligt overdrevet. For slet ikke at tale om næsten 100% af de hollandske cyklister.

Et moderne samfund har ikke brug for sådan en barnepige-agtig tilgang til et vigtigt emne. Videnskab og fakta er den eneste vej frem.

'Er fejlen forfængelighed?
Fladt hår og manglende stil er ofte argumenter der bliver brugt, når talen falder på cykelhjelme. Men vi tager nu fat i fordommene og forsøger at mane dem i jorden!!

'Men der er mange, der fortsat har svært ved at få hjelmen på hovedet. Årsagerne er mange, men de fleste bunder i forfængelighed. Rådet for Større Færdselssikkerhed sætter i samarbejde med TrygFonden og Dansk Cyklistforbund fokus på cyklisternes forfængelighed. Langt de fleste ved godt, at det er en god idé at køre med cykelhjelm, alligevel er der nogle, der har svært ved at få den på.

Mange har faktisk aldrig prøvet en hjelm, og de er fuldstændig overbeviste om, at de ser tåbelige ud.' - Fra sikkertrafik.dk
Hvem er 'de mange' som er 'fuldstændig overbeviste'? Er det rigtigt at 'langt de fleste godt ved, at det er en god idé at køre med cykelhjelm'? Og hvor ved de det fra, når sikkertrafik.dk og DCF skjuler væsentlige videnskabelige fakta for dem?

En anden ting, cykelhjelmfortalerne gentager ret tit er, at cykelhjelmen er 'Sund fornuft' og at 'forældre og voksne har et ansvar for at være gode rollemodeller'.

Sikkertrafik.dk skriver:
”Derfor er der al mulig grund til at vi alle spænder hjelmen. Og som forældre har vi den dobbelte opgave både at passe på os selv, og vise os som gode rollemodeller over for vores egne og andres børn.”
Er sund fornuft ikke også privatsag? Gode rollemodeller er også dem, der har lyst til at undersøge en sag i dybden for at lære fakta at kende og samle viden ind. Og som ikke vil spises af med et par overfladiske afsnit på et website. Gode borgere er oplyste borgere.

Jeg har lyst til at lære mine børn, hvordan man stiller spørgsmål og søger svar, og gøre en ekstra indsats for at udforske viden.